Den amerikanske neo-folk scene bugner af talentet i disse år, og alle aftenens oprædende hører til eliten indenfor denne genre.

Asa Irons har skabt sig et navn dels som soloartist, dels som medlem af bands som Feathers og Witch. Som solist er han eksponent for et meget afdæmpet udtryk. Næsten hviskende sang og spartansk guitar er hans eneste virkemidler, med hvilke han frembringer meget stemningsfuld musik, der på grund af enkelheden har et skær af tidsløshed over sig.

Kurt Weisman er musikalsk makker med Asa Irons i Feathers, men er denne aften på egen hånd. Som sådan tager han afsæt i melodisk folk, men eksperimenterer dertil vildt med lyd, realoptagelser etc. Alle eksperimenterne bindes på genkendelige musikalske forløb, men danner yderst usædvanlige lydlandskaber fulde af overraskelser.

Micah Blue Smaldone er ligeledes ene mand på scenen med vokal og guitar og demonstrerer i selskab med Irons og Weisman de rige udtryksmuligheder med disse enkle midler. En anmelder skrev: "Avoiding any crass preaching, Smaldone sings quietly of terrible things. Yet his absence of cynicism suggests these are ultimately songs about, and of, hope."